|
Sport
Indenfor 5-10 minutters gå-afstand fra ferieboligen ligger der offentlige
tennisbaner, et fitnesscenter og en stor lækker udendørs
swimming pool med tilhørende børnepool.
Den fashionable golfbane
Domaine de Terre Blanche ligger blot 5 km. fra
byen.
Lej racercykler eller mountainbikes hos SPIT bikes i nabobyen og
prøv jeres talenter som bjergryttere til Mons, en bjergby ca. 3
timers slid væk gennem spektakulære bjerglandskaber og
fredelige bjergveje.
Ved søen
Lac de St. Cassien ca. 15 minutters kørsel fra
ferieboligen
er der mulighed for windsurfing, sejlture, vandcykler og strandliv. Vil
man til stranden ved middelhavet anbefaler vi Cannes La Bocca knap 25
minutters kørsel fra Fayence, hvor der er mulighed for at leje
vandski og sejlbåde i sommermånederne.
Shopping
Det er sjovt og fascinerende at handle på markedet i Fayence.
Tag ind til
Cannes og oplev rivieraens hektiske trafik og
menneskemylder. I Rue d’Antibes ligger de fine modeforretninger
side og side. Afslut dagen med en kølende dukkert på
stranden La Bocca eller en kølig drink ved en af de utallige
kystrestaurationer.
Attraktioner og ture
Tag en spadseretur rundt i byen. Ruter og kort fås på
turistkontoret eller ligger i lejligheden. Følg og find f.eks.
de mange gamle vand-fontainere, der findes i byen.
Besøg de lokale vinslotte og vin-cooperativer og besøg
på vejen det gamle kapel ”Notre Dame de
Cyprés” og se kork-egene i område, hvor barken er
skrællet af og efterlader træet nøgent i en
brændt orange farve.
Besøg flise- og klinkebyen
Salernes. Hele byen sælger fliser, kliner og ikke
mindst keramik. Vi anbefaler Pierre Basset, hvor ovnene er tændte
fra kl. 05.-1200.
For børn er
Marineland ved
Cannes altid et kæmpehit. Se trænede spækhuggere,
delfiner og søløver i imponerende shows. Samt alle havets
dyr i fascinerende nærhed i tunneller omgivet af glasvægge
med akvarier. Kombiner Marineland med vandland eller en af de andre
turistattraktioner (vi anbefaler vandlandet pga. varmen). Det er lidt
dyrt, omkring 120 Euro for 2 voksne og 2 børn, men billetten
gælder i to dage, og der er bestemt tilstrækkeligt at se og
lave til at udfylde to dage.
Gorges
du Verdon, også kaldet Europas Grand Canyon, ligger ca. 2
timers kørsel fra Fayence ad snoede bjergveje. Den ca. 40 km
lange og op til 700 meter dybe kløft med en azurblå flod i
midten er et af Europas smukkeste naturfænomener.
Den franske Riviera:
Nice,
Monaco og især Monte Carlos
mondæne luksuriøse bygninger og Casino er et
besøg værd. Nyd de smukke huse, den kæmpestore
lystbådehavn og haven med skulpturerne udenfor Le Casino.
Husk også at besøge Jacques Costeau museet (som
får Danmarksakvariet til at ligne et guldfiskebassin) |