Blot 30 km. fra den franske rivieras
hektiske strand og natteliv ligger Fayence med ca. 4000 indbyggere. En
idyllisk landsby spredt ud over en bjergkam, med en storslået
udsigt over de omkringliggende bjerge og dalen foran med en af Europas
største svæveflybaner.
Fayence er en middelalderby i Provence med masser af spændende huse, hvor
alle veje og gangstier går enten stejlt opad eller ditto ned. Der
er en helt speciel atmosfære i de smalle stræder med de
gamle bygninger, hvor huse, restauranter og butikker ligger sidde om
side. På vejen som snor sig rundt om bjergtoppen ligger byen
på den ene side med stejle skrænter ud til den anden side.
Den betagende udsigt er alle vegne. Overalt dufter der af rosmarin og
lavendel, som vokser i overflod i denne del af Provence, ligesom
cikadernes summen høres fra træerne.
Byen har et rigt og varieret udbud af restauranter i alle prisklasser,
der serverer alt fra provencalske specialiteter til pizzaer. Ligeledes
findes der barer og cafeer overalt, hvor gadebilledet og
menneskevrimlen nydes med noget køligt at drikke.
|